Julekort julen 1999.
 

Kære Alle.

Vi ønsker herfra alle en god og hjertelig jul samt et af Herren velsignet nyt år og årtusinde.....

Det forløbne år har givet mange gode oplevelser, og især vores bryllup var et minde for livet. En stor tak skal lyde til alle der var med til at festliggøre både polterabend, bryllup og hvedebrødsdage.

Vi har nu taget konsekvensen af at vi gerne vil have julekort, men at vi ikke rigtigt får skrevet et kort til hver enkelt. Derfor sender vi i år ens kort til alle med lidt om året der gik. Og der er egentligt nok at skrive om, når vi nu får sat os ned og begynder at tænke lidt over det hele:

Januar startede med at Claus var arbejdsløs i en uge, hvorefter han startede på Landskontoret for Svin på Landbrugets RådgivningsCenter I Skejby. Dette var i en kold og mørk periode på året, og Claus boede derfor hos Keld, der var ved at tage Modul 4 / Grøndt diplom på Vejlby Landbrugsskole. Dette holdt frem til april, hvor Keld blev færdig. Sikken fester de kan holde der - og sikke godt de spiser.....

Lene har stadigvæk job som kvægkonsulent i Kjellerup. Kvægkontoret i Kjellerup og Viborg bliver lagt sammen til januar '00, og om cirka et år skal kontoret nok rykkes til Silkeborg.

Vi var i Forum i København og se Dansens Herre i december 1998 og da Riverdance kom til landet i februar, måtte vi bare ind og se den også. Pigerne er jo helt vilde med Micael Flatley, og vi andre havde ikke noget i mod hans kvindelige kollegaer på scenen.

I april og november var Claus på FDF-tambourkorps-trænings-weekend med FDF-Mørkhøj som instruktør for messingafdelingen. Det er altid dejligt at komme til København, når der er så mange glade mennesker at besøge.

Claus friede til Lene lørdag den 5. September 1998 under en ellers dejlig tur på Fanø på Steens fødselsdag. Efterfølgende blev der af en masse mennesker arrangeret en gevaldig Polterabend onsdag den 12 maj. Vi blev hentet henholdsvis på Landbrugets RådgivningsCenter , hvor Claus sad og drak kaffe til et møde, og hos en kvægbonde, hvor Lene sad og drak kaffe med stor kage til. Da der var indtil flere kvægfaglige personer til stede, fik han nok rådgivning for de næste tre til fire år.

Dagen blev fordrevet med en ridetur - "Det havde I nok ikke regnet med - Hvar!" Jo - jo da, vi sprang da på ryggen af dyret og fik en tur - Lene var graciøs og Claus kæmpede bare for at overleve.

Så gik turen til Daugbjerg Kalkgrubber, hvor Åge fortalte nogle forrygende historier om Jens Langkniv og Præstens kone, om hvad en nygift ægtemand skal huske på den første morgen efter brylluppet, og om rødvin og ost, der smager specielt godt i 32 meters dybde, 8 graders varme og gode venners lag.

Herefter bowlede vi i en times tid. Efter tre strikes på rad, begyndte adskillige dårlige tabere at hælde spirituøse drikke i Claus. Og så var han færdig med at vælte kegler.

Efter denne sportspræstation, var næste stop "Bones" hvor der blev spist godt og meget - med tilhørende drikkevarer.

Sidste stop var "Messing Jens" - og her må der have været noget galt med luften i lokalet. I hvert tilfælde forsvandt folk lidt efter lidt. Peter, Jacob og Claus lukkede festen og blev ved 05.00-tiden kørt hjem af Helle L. Orv hvor Claus havde ondt i frisuren hele dagen efter..... Det havde Peter også!

Brylluppet stod lørdag den 22 maj i Verninge Kirke på Fyn. Efter et par regntunge dage, brød solen frem netop som vi kom ud af kirken - ikke at man skal lægge noget symbolsk i det, men det ligner da en tanke!

Vi tog til fotografen i en times tid - og FDF Mørkhøj, Tambourkorpset underholdte på bedste vis. Tak for det, det er bår' dejli' at kende jer (nåhr ja - hvad tid var det nu det var, Wagner?).

Alt imedens blev der stakket et gevaldigt gavebord op - det var faktisk ganske overvældende. Måske man skulle overveje at blive gift een gang til? I hvert tilfælde siger vi igen her en stor tak til alle der på den ene eller anden måde har tænkt på os til vores bryllup.

Efter en længere spisning, med masser af fantastiske indslag og underholdning, nåede vi endelig frem til brudevalsen, kaffen, dansen, afskeden, "ris ned af ryggen" og ris i taxaen. Bryllupsnatten var på Vissenbjeg Storkro (hvis der skulle være en enkelt der ikke har hørt det) og hvedebrødsdagene, dvs. resten af pinsen, tog FDF Mørkhøj, Tambourkorpset og Palle & Steen på Carlsberg Camping på Tåsinge sig af. Der var både brudesuite, ris, musik og champagne!

Naja og Prebens gave til brylluppet var bl.a. en række oplevelser sammen med dem (en mægtig god ide). Der var planlagt én pr. måned, og det har vi næsten kunne overholde. Vi har bl a. været ved Vesterhavet, lavet havearbejde i Assing hvor der blev lavet en flot terrasse omkring havebassinet og beskåret hæk. Vi har kørt i goocart, vandret i Dollerup Dakker ved Hald Sø og spist hjemmelavet Mortens and. Der er heldigvis 5 måneder tilbage endnu med masser af nye aktiviteter.

St. Hans blev, som traditionen byder, afholdt på Fyn i Pouls Grusgrav - og ud over naboer og specielt inviterede gæster var der, som sædvanligt, også 3,5 trillioner myg.

I en uge i juli var Claus i Herning til FDF's musiksommerlejr: "Den blå tråd i musikken". Her blev der spillet og leget og sunget og sjappet i vandpytter og skudt med vandpistoler, og slikket sol m.m.m. Og der var besøg af bl.a. Naja, Preben & Jacob, Helle & Julie, og Lene.

Tina og Jespers bryllup var den 10. Juli i Slotskirken i Nykøbing Falster med efterfølgende spisning og dans i officersmessen på Vordingborg Kasserne. Stor oplevelse - og sjovt at være gæst!

Den 24. Juli var der pludseligt bare 15 år til at Erik bliver 75 år. Det skulle fejres, og blev det på Verninge Kro med efterfølgende kaffe og kager m.v. hjemme på gården. Dejligt vejr, og festteltet håber vi kan lånes ud.

Den 31. Juli havde vi grillaften med Helle & Peter og med Chris & Co. Det kom til at foregå i laden for det blev pludselig regnvejr med torden. Vi fik grillede lammekoteletter (tak Peter) og flødekartofler, det var bare godt.

I August kaldte FDF Mørkhøj igen. Der skulle omdeles aftenskolekataloger, 32.000 stk til hele Gladsaxe kommune. Lene havde en skridttæller på, og 2 mellemlange ture var tilsammen på 12,5 km! Men så holdt hun også weekend.

I september var vi på Familieweekend på Carlsberg Camping. En hel weekend hvor ungerne havde deres forældre med - det var ikke kedeligt.

17. September var vi til høstfest i Århus med hele Landbrugets RådgivningCenter. Tomas Eje underholdte på sædvanligt overbevisende vis. Godt gået Folmer!

24.-26. September var Claus med til at sejle FDF-Københavns Søkreds galease "Skibladner" fra Aalborg til København - og han stod støt ved roret helt ind til Knibbelsbro!

I efteråret skulle vi undvære Irene til Japan i 3 måneder. Det gik dog nogenlunde for heldigvis er e-posten opfundet. Det er nu sjovt at kunne snakke/skrive næsten direkte med en person på den anden side af jorden - og uden at det koster ret meget.

Den sidste weekend i oktober blev Faster og Egon flyttet fra 98,73% relativ fugtighed til et dejligt lille hus med normal vandstand. Vi fik god flyttemad -æggekage med flæsk og noget til at skylle det ned med. Da værten blev træt og gik i seng, måtte vi andre ganske uselvisk træde til og holde festen oppe i omdrejninger. Der var, så vidt Claus husker, heller ikke kedeligt.

Under orkanen den 3. december var Lene på Falster og Claus i Kvols. Der var godt nok stor forskel på hvor kraftig stormen havde raseret de 2 steder. Mellem Næstved og Slagelse var der faktisk ikke et hus på landet der ikke var sket et eller andet med, medens der egentlig ikke var sket noget i midt- og nordjylland. Den varslede orkan 14 dage senere, blev heldigvis kun en kraftig storm i et glas vand.

Den næste store fest bliver mormors 90 års fødselsdag i slutningen af december, og vi glæder os meget til at fejre mormor, og til at se familien igen.

Den store begivenhed for os næste år, bliver nok, at det med ikke at få børn før man er gift, bliver virkelighed. Som I har læst (eller oplevet), så blev vi gift i maj, så.............. nu venter vi en lille til maj (der er jo så ærbart, så ærbart). Spændende! Så er det slut med de glade aftner med gutterne i byen, ikke flere bajere, ikke mere poker og værst af alt: slut med at sove længe søndag morgen..... Nå - nok om det nu, men der bliver sikkert stof nok til næste års juleeventyr.
 

Mange kærlige julehilsner fra Lene og Claus.
 

"Per Aspera Ad Astra"